Det er kun i meget få tilfælde tilladt at bogføre sumbeløb på baggrund af underliggende summerede bilag.
Forstå begrebet ”rette indkomstmodtager” og undgå at blive ramt af en urimelig beskatning på op til 110%
Genopfrisk reglerne omkring julegaver til jeres ansatte. Få de nyeste opdateringer om skat og moms, ved at tilmelde dig vores bogholderseminar.
Kan du som virksomhed slippe afsted med kun at bogføre sumbeløb?
Man kan i en travl hverdag måske blive fristet til kun at bogføre sumbeløbet når virksomheden modtager bilag som består af flere underliggende transaktioner. Erhvervsstyrelsen har dog præciseret, at man kun i begrænset omfang må bogføre sumbeløb baseret på underliggende bilag.
Det er ikke unormalt at virksomheder periodevist modtager afkastningsrapporter fra pengeinstituttet med specifikation af køb og salg af værdipapirer og modtaget udbytte.
Her kan man nemt blive fristet til at bogføre nettobeløbet af periodens køb og salg af værdipapirer med teksten ”Køb og salg af aktier 3. kvartal 2026, i henhold til afkastrapport”. Erhvervsstyrelsen har nu præciseret at bogføringen skal ske pr. transaktion når transaktionerne ikke er ensartede og sker på samme dato.
Efter bogføringslovens § 7, stk. 1, skal virksomheden registrere alle transaktioner nøjagtigt, og snarest muligt efter at de forhold, der danner grundlag for registreringerne, foreligger.
Bogføring af sumbeløb er kun tilladt hvis virksomheden ikke er i stand til at registrere alle individuelle køb eller salg. I sådanne tilfælde kan man i stedet registrere aggregerede køb eller salg på grundlag af daglige kasseopgørelser, fx på baggrund af en daglig kassestrimmel i en butik.
Såfremt du ønsker uddybende viden om dette emne, henviser vi til Erhvervsstyrelsens vejledning om bogføringsloven.
Hvem er den rette indkomstmodtager?
Det er meget vigtigt, at du som virksomhedsejer kender konsekvenserne af begrebet ”rette indkomstmodtager”. Skattemyndighederne har igennem en del år afgjort flere sager, hvor hovedaktionærer, der indgår en kontrakt og udfører arbejdet gennem sit selskab, i sidste ende vurderes som lønmodtager for slutkunden. Den tolkning medfører risiko for en urimelig dobbelt- eller trippelbeskatning.
Eksempel:
Driver du eksempelvis konsulentvirksomhed eller driver du en mindre håndværksvirksomhed gennem et A/S eller ApS, og fungerer du som en integreret del af den virksomhed, du arbejder for, kan der være risiko for, at du personligt anses som rette indkomstmodtager.
Det kan medføre betydelige skattemæssige konsekvenser, herunder en samlet beskatning på op til 110 %.
De seneste års afgørelser giver anledning til, at man bør gennemgå sine konsulentaftaler og den måde, samarbejdet fungerer på i praksis – særligt når én kunde står for hele eller hovedparten af omsætningen.
Med udgangspunkt i de forhold, der tillægges betydning, anbefaler vi blandt andet at få afklaret:
- Hvem bestemer over arbejdet?
- Tilrettelægger du selv opgaverne, eller fungerer du i praksis som en del af kundens medarbejdertab?
- Hvem bærer risikoen?
- Hvad sker der med betalingen, hvis opgaven reduceres eller ophører?
- Hvem hæfter for fejl?
Afspejler kontrakten de faktiske forhold om ansvar, egne udgifter og muligheden for at arbejde for andre?
For at undgå den helt urimelige beskatning, er det meget vigtigt at indgåede aftaler og underliggende kontrakter gennemlæses nøje. Er der risiko for at blive ramt af beskatningen, bør vilkårene i kontrakten ændres eller alternativt skal man lade sig ansætte som lønmodtager i selskabet.
Er du i tvivl så tag kontakt til din revisor. Vi rådgiver gerne i forbindelse med kontraktindgåelse.
Julekatalogerne lander lige nu i indbakken
Diverse leverandører har lige nu travlt med at sende kataloger ud til dig som virksomhedsejer. Men kender du reglerne og gældende beløbsgrænser?
En firmagave er et personalegode og er som udgangspunkt skattepligtig. Firmagaven kan dog være skattefri hvis man holder sig inden for retningslinjerne herfor.
Som arbejdsgiver kan du i 2026 give dine medarbejdere gaver og mindre personalegoder for op til 1.400 kr. skattefrit. En julegave er altid skattefri, hvis den gives som en tingsgave med en værdi på højst 1.000 kr.
Det gælder også, hvis medarbejderen samlet modtager gaver og personalegoder for mere end 1.400 kr., hvor så kun beløbet ud over julegaven beskattes.
Giver du et gavekort, må det kun kunne byttes til fysiske produkter og ikke til kontanter, hvis det skal være skattefrit. Kontantgaver eller gavekort, der kan ombyttes til kontanter eller har en bred anvendelsesmulighed i supermarkeder, byggemarkeder eller lign. er altid skattepligtige. Vær også opmærksom på at digitale gavekort altid kan ombyttes til kontanter og derfor altid er skattepligtige.

