Efteråret byder på flere aktuelle skattemæssige forhold for både selskaber og privatpersoner. Selskabernes årsopgørelser er udsendt, anden rate af acontoskatten forfalder i november, og forskudsopgørelsen for det kommende år bliver snart tilgængelig. Her er et overblik over de væsentligste forhold.
Årsopgørelser for selskaber er sendt ud
Selskabernes årsopgørelser for indkomståret 2025 er nu tilgængelige via Digital Post.
Skattestyrelsen har udsendt årsopgørelserne for indkomståret 2025. Eventuel overskydende skat eller restskat skal afregnes senest den 20. november 2026. Ved overskydende skat indsættes beløbet automatisk på selskabets skattekonto. Hvis der ikke findes skyldige beløb til modregning, sker udbetalingen normalt inden for 2 til 3 bankdage efter den 20. november.
Har selskabet restskat, skal beløbet inklusive rentetillæg indbetales til skattekontoen senest den 20. november. Betalingsoplysninger fremgår af årsopgørelsen. For selskaber, der indgår i en sambeskatning, modtager administrationsselskabet den samlede årsopgørelse på vegne af koncernen.
Årsopgørelsen kan findes i selskabets digitale postkasse. Post sendt via Digital Post videresendes ikke automatisk til revisor.
Har du spørgsmål til selskabets årsopgørelse eller den skattemæssige opgørelse? kan du kontakte din daglige rådgiver hos Sønderjyllands Revision.
Frist for anden rate acontoskat
Selskabsskat betales som udgangspunkt i to årlige rater for selskaber, der har eksisteret i mindst to år. Første rate forfalder i marts, mens anden rate forfalder den 20. november. Det er muligt at forhøje eller nedsætte acontoskatten, hvis årets forventede resultat afviger fra det grundlag, som Skattestyrelsen har beregnet raterne ud fra.
En eventuel restskat efter årets afslutning pålægges et restskattetillæg, som ikke kan fradrages skattemæssigt. Størrelsen af tillægget for indkomståret 2026 er endnu ikke offentliggjort. Til sammenligning udgjorde tillægget 6,6 procent for indkomståret 2025.
Ændringer til acontoskatten registreres via TastSelv Erhverv og skal være registreret senest den 20. november. Indgår selskabet i en sambeskatning, er det administrationsselskabet, der foretager betalingen.
Der er fortsat mulighed for en frivillig tredje indbetaling for indkomståret 2026. Fristen er den 1. februar 2027. Denne indbetaling tillægges også et ikke-fradragsberettiget rentetillæg, der for indkomståret 2025 udgjorde 1,3 %. En gennemgang af årets forventede resultat kan give grundlag for at vurdere, om acontoskatten bør justeres.
Forskudsopgørelsen for 2027 åbner snart
I midten af november bliver det muligt at gennemgå og opdatere forskudsopgørelsen for 2027.
Når forskudsopgørelsen for private personer frigives i midten af november, så er det muligt at tilrette den, hvis din økonomi eller situation har ændret sig. Når du opdaterer din forskudsopgørelse, så er det med til at nedsætte risikoen for ubehagelige overraskelser som restskat eller for høje trækprocenter. Vi har listet nogle af de situationer, som du bør være ekstra opmærksom på, når du gennemser din forskudsopgørelse, da de har direkte indvirkning på din skat.
- Kørsel til og fra arbejde
- Køb og/eller salg af bolig
- Ændring i virksomhedsoverskud
- Lukket virksomhed
- Ændring i indtægt, for eksempel på grund af:
- Sommerhusudlejning
- Værdipapirer
- Jobskifte
- Pension
Har du udenlandsk indkomst, så oplever vi jævnligt, at Skattestyrelsen sletter al information herom, hvilket giver grundlag for store fejl i B-skatteraterne. Vi skal derfor anbefale dig at tjekke dette grundigt.
Er du i tvivl om din forskudsopgørelse for 2027 skal tilrettes? Så kontakt din lokale revisor. Vi hjælper gerne med både afklaring og en eventuel tilretning.

