I denne artikel sætter vi fokus på to aktuelle skatteforhold med betydning for både virksomheder og privatpersoner.
Betalingsfristerne for ejendomsskat på erhvervsejendomme er nu fastlagt permanent, og samtidig nærmer fristen sig for at rette den personlige årsopgørelse.
Permanente betalingsfrister for ejendomsskat
Fra og med 2026 er betalingsfristerne for ejendomsskat på erhvervsejendomme fastlagt permanent til maj og oktober.
I 2025 blev opkrævningen af ejendomsskat for erhvervsejendomme ændret som led i implementeringen af de nye ejendomsvurderinger. Betalingsfristerne blev flyttet fra januar og august til maj og oktober. Ændringen tog blandt andet højde for, at mange virksomheder tidligere havde udfordringer med betaling i ferieperioderne.
Vurderingsstyrelsen har efterfølgende fastlagt, at betalingsmodellen videreføres permanent fra og med 2026. Det betyder, at ejendomsskatten fremover opkræves med betalingsfrister i maj og oktober, og at de tidligere frister i januar og august ikke genindføres.
Ejendomsskatten for erhvervsejendomme opkræves via skattekontoen, hvor den indgår sammen med virksomhedens øvrige skatte- og afgiftsbetalinger.
Den permanente ændring og de faste forfald giver virksomheder bedre mulighed for at forholde sig til beskatningsgrundlaget og skaber større forudsigelighed i likviditetsplanlægningen for ejere af erhvervsejendomme.
Frist for ændring af den personlige årsopgørelse
Hvis du er lønmodtager, er den 20. maj sidste officielle frist for at rette oplysninger i årsopgørelsen. Hvis du er selvstændig erhvervsdrivende eller har udenlandske forhold, er fristen forsat 1. juli.
Årsopgørelsen danner grundlag for den endelige opgørelse af skat for indkomståret 2025. Frem til den 20. maj er det muligt at rette oplysninger som fx indkomst, renteudgifter og andre fradrag, der ikke er indberettet korrekt eller mangler.
Efter fristen låses årsopgørelsen som udgangspunkt. Ændringer kan fortsat være mulige, men behandles som genoptagelse og kan medføre længere sagsbehandling.
I april satte vi fokus på årsopgørelsen for 2025 og de områder, hvor oplysninger ikke indberettes automatisk. Det omfattede blandt andet håndværker‑ og servicefradrag, befordringsfradrag samt indberetning af udenlandske indkomster og investeringer. Fælles for disse forhold er, at de kræver aktiv stillingtagen for at sikre korrekt skat for det afsluttede indkomstår.
Samtidig har flere af oplysningerne også betydning for forskudsopgørelsen, som danner grundlag for den løbende skattebetaling i 2026. Vi anbefaler derfor at genbesøge din forskudsopgørelse for 2026, hvis der er sket ændringer i dine indkomst- eller fradragsforhold, siden forskudsopgørelsen for 2026 blev frigivet.

