Sønderjyllands Revision udvider sin forretning

Hos Sønderjyllands Revision har troen på nærheden til markedet og en positiv udvikling i Sønderjylland ført til ønsket om at udvide forretningen. Fra 1. december 2019 bliver PwC i Sønderborg derfor en del af Sønderjyllands Revision.

Sønderjyllands Revision er en markant aktør på revisionsmarkedet i Sønderjylland, og pr. 1. december beskæftiger den sønderjyske revisionsvirksomhed i alt ca. 80 medarbejdere fordelt på kontorer i Sønderborg, Aabenraa og Padborg. Det er troen på nærhed til markedet og en positiv udvikling i Sønderjylland, der har medført et ønske om udvide aktiviteterne:

Vi har et stærkt samarbejde med erhvervslivet i Sønderjylland og vil gerne udvide og styrke vores relationer til det lokale erhvervsliv. Disse ambitioner kan vi i endnu højere grad indfri med tilkøbet af PwC i Sønderborg – ikke mindst fordi de, ligesom os, har et stærkt lokalt engagement samt fokus på kvalitet og SMV-markedet,” siger Flemming Smidt Jensen, der er partner hos Sønderjyllands Revision.

Alle 13 medarbejdere og partner Flemming Callesen bliver en del af Sønderjyllands Revision pr. 1. december 2019.

Det glæder os meget, at Sønderjyllands Revision bliver ny arbejdsgiver for alle vores tidligere medarbejdere i Sønderborg. Vi opfatter Sønderjyllands Revision som en stærk og seriøs aktør på revisionsmarkedet i Sønderjylland. Et godt værdisæt og ikke mindst god kemi har været afgørende for, at vi har kunnet indgå en god aftale for begge parter,” fortæller Christian Fredensborg Jakobsen, direktør og partner i PwC.