Revision i mindre virksomheder

Lempelse af revisionspligten

Folketinget har den 6. december 2012 vedtaget en række ændringer til årsregnskabsloven og revisorloven, der på to centrale områder lemper kravene til revision af mindre virksomheders årsregnskaber.

Først og fremmest indføres der nu mulighed for, at virksomheder i regnskabsklasse B kan vælge, at revisionen af årsregnskabet skal udføres efter en særlig erklæringsstandard.

Der lempes også i reglerne om fravalg af revision, således at holdingselskaber, der indgår i meget små koncerner, helt kan fravælge revision af årsregnskabet.

Udvidet gennemgang

Virksomheder i regnskabsklasse B får mulighed for at “tilvælge” revision efter en særlig standard. Standarden er endnu ikke offentliggjort, men bærer betegnelsen “Udvidet gennemgang af årsregnskaber”.

I stedet for at revisionen udføres i overensstemmelse med de internationale revisionsstandarder (ISA), vil det fremadrettet være muligt at anvende den særlige erklæringsstandard, der er tilpasset forholdene i mindre virksomheder.

Det er generalforsamlingen der beslutter, om årsregnskabet skal revideres efter den nye standard. Der skal ikke særskilt informeres om denne beslutning i eksempelvis årsrapporten. Der skal fortsat være anmeldt og registreret en revisor, der er enten statsautoriseret eller registreret (godkendt revisor).

Muligheden for at lade revisionen udføre efter den særlige erklæringsstandard gælder også for holdingselskaber, men ikke for erhvervsdrivende fonde.

Som nævnt er den endelige erklæringsstandard endnu ikke godkendt og offentliggjort. En udvidet gennemgang efter standarden vil tage udgangspunkt i et review efter den internationale standard om review – dvs. basere sig på forespørgsler og analyser. I tillæg hertil vil der skulle udføres en række supplerende handlinger, herunder:

  • Indhentelse af udskrifter fra tingbog, personbog og bilbog
  • Indhentelse af engagementsforespørgsler fra pengeinstitutter mv.
  • Indhentelse af advokatbrev
  • Indhentelse af dokumentation for, at indberettede AM-bidrag, A-skatter, merværdiafgifter og lønsumsafgifter er korrekt indberettet på baggrund af bogføringen

Holdingselskaber

I lighed med de gældende regler vil helt små virksomheder i regnskabsklasse B (balancesum på 4 mio. kr., nettoomsætning på 8 mio. kr., gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede på 12) fortsat helt kunne fravælge revision af årsregnskabet.

Det nye er, at små holdingselskaber nu også får mulighed for at fravælge revision.

Betingelsen er, at holdingselskabet og de virksomheder der udøves betydelig indflydelse på, ikke tilsammen overskrider to af ovenstående størrelsesgrænser i to på hinanden følgende regnskabsår. Grænserne for fravalg af revision måles altså i forhold til hele koncernen og ikke alene i forhold til holdingselskabet.

Ikrafttrædelse

De nye regler træder i kraft 1. januar 2013.

Virksomheder, der ønsker at revisionen skal udføres i overensstemmelse med den særlige erklæringsstandard, skal foretage et tilvalg heraf på den førstkommende ordinære generalforsamling. Herefter vil det efterfølgende årsregnskab være underlagt revision efter den særlige erklæringsstandard.

For virksomheder med regnskabsår der starter 1. september 2012 eller senere, vil der således være mulighed for at anvende den nye form for erklæring allerede på det næste årsregnskab. Eneste krav er, at beslutningen om tilvalg af erklæringsydelsen foretages på den førstkommende ordinære generalforsamling efter 1. januar 2013.