Efteropkrævning af moms

SKAT har ændret praksis

SKAT har ændret praksis for opgørelse af momsbeløbet i de tilfælde, hvor en virksomhed fejlagtigt har undladt at fakturere og opkræve moms, og derfor er blevet efteropkrævet moms af SKAT. Momsbeløbet skal i disse tilfælde som udgangspunkt opgøres som 20 % af det fakturerede beløb, og ikke som hidtil antaget med 25 %.

Mulighed for tilbagebetaling af moms

Praksis vedrørende efteropkrævning af moms er ændret. Der skal som udgangspunkt kun ske efteropkrævning af for lidt opkrævet moms med 20 %, når prisen på en vare eller ydelse fejlagtigt er opgjort uden moms, fordi:

  • Parterne har forudsat, at sælger ikke var en momspligtig virksomhed
  • Parterne har forudsat, at transaktionen var momsfritaget, og SKAT derfor har efteropkrævet momsen.

Dette gælder eksempelvis:

  • EU-salg og eksportsalg, hvor betingelserne for momsfrit salg ikke var til stede
  • Salg af ydelser, hvor leveringsstedet var forudsat at være uden for Danmark, men ifølge SKAT er i Danmark
  • Momsfritagne salg, der ifølge SKAT rettelig skulle have været anset for momspligtige salg.

Såfremt en virksomhed fejlagtigt er blevet efteropkrævet moms den 1. januar 2007 eller senere, kan virksomheden anmode om tilbagebetaling af for meget opkrævet moms. En anmodning om tilbagebetaling skal indsendes til SKAT senest den 17. maj 2015.

Muligheden for tilbagebetaling af moms er betinget af, at sælger ikke kan efteropkræve momsen hos køberen.